Carina

Carina, Aalborg

Jeg begyndte at høre elektronisk musik i en alder af 15 år. Det hele startede med at jeg blev helt forgabt i trance og min yndlingskunstner var Tiësto. Faktisk kendte jeg ikke rigtig til så mange andre kunstnere end ham, da jeg begyndte at lytte til elektronisk musik i tidernes morgen. Min første tur til et event gik derfor til et event i november 2007 sammen med et par kammerater, nemlig Tiësto’s Elements Of Life Tour, hvor Parken i København var en af destinationerne. Dette event var altså min allerførste tur og er et event som jeg den dag i dag ser tilbage på med største fornøjelse. Jeg vil næsten vove og påstå at det er et af de mest fantastiske events jeg har overværet, men jeg er temmelig sikker på at jeg ikke er helt galt på den når jeg siger at oplevelsen på ens første tur altid er noget helt specielt som man aldrig glemmer. Festen i Parken skulle hurtigt vise sig at være skyld i at jeg fik blod på tanden og det kunne derfor ikke gå hurtigt nok med at komme af sted til endnu en fest. Jeg begyndte at lytte til andet end trance f.eks. hardstyle og hardcore og fandt hurtigt ud af at der fandtes mange fester i Tyskland, Holland og Belgien som jeg simpelthen var nødt til at besøge ligeså snart at jeg var gammel nok. Min første udenlandske tur endte med at blive Q-Base i 2008, hvilket også var en helt igennem fantastisk oplevelse som gjorde at jeg blev så bidt af det at jeg også var nødt til at tage med til Qlimax samme år. Siden har jeg været af sted et utal af gange og har besøgt en del fester i forskellige lande, nogle fester flere gange fordi de simpelthen er en fornøjelse at besøge år efter år. 2009, 2010 og 2011 skulle også hurtigt vise sig at blive nogle år, hvor alle lommepenge blev smidt efter ture til Tyskland/Holland/Belgien (Over 30 ture), og det har bestemt været de fedeste år i min ungdom overhovedet, fordi det har givet mig så mange gode bekendtskaber som uforglemmelige oplevelser.


Musikken er ikke kun noget som man lytter til og holder af – Det er noget som fører folk sammen og skaber masser af gode oplevelser. Der dannes et helt specielt sammenhold, som ikke findes andre steder. Det elektroniske miljø er virkelig noget ganske særligt, og noget som alle burde opleve. Jeg har personligt selv mødt rigtig mange mennesker i dette miljø, som jeg har rejst til udenlandske events med i nogle år, og som jeg nødig vil undvære nu. Når man er af sted, så møder man også altid nye mennesker, så ens vennekreds bliver hele tiden større og større. Man er derfor aldrig nogensinde alene til en fest, lige meget om det er i Danmark eller udlandet.


Til dem som nu sidder derude og overvejer at tage med på en tur til udlandet, men ikke gør det af en eller anden grund som fx at man ikke har nogen makker/makkere at rejse med, så kan jeg kun sige at det bare er med at hoppe ud i det og tage med! Ligeså snart at man står på bussen i en af opsamlingsbyerne, så har man næsten allerede lært de første mennesker at kende. Folk er meget flinke, åbne og imødekommende og står altid med åbne arme, så der er ingen fare for at man kommer til at være alene på en tur. Det er netop på busturen på vej til et event at man føres sammen med andre. Man kan godt sige at man, når man er af sted, er en stor familie. Man kan tage af sted på sin første tur alene uden at være bekymret for om det nu er en god idé, hvis man ikke kender nogen, men alle er velkomne på turene og der er absolut ingen fare for at blive holdt udenfor eller føle sig alene, da alle er af sted for at opleve det samme og nyde den musik som vi elsker. At rejse med Hardstylers.dk er en ren fornøjelse og kan kun anbefales. Der er altså kun én ting at sige: TA’ MED!

Carina, Aalborg