Dennis

Dennis, Sønderborg

Min interesse for elektronisk musik har jeg stort set haft hele mit liv. Jeg hørte meget Eiffel 65 dengang jeg var lille, og det var ligesom der det hele startede. Af omveje fik jeg i gennem medier og mennesker fortalt at der var en genre der hed Techno, og en dag prøvede jeg for sjov at søge på nettet efter dette, og jeg fandt Barcode Brothers med Flute. Den blev jeg meget stor fan af, da den havde tempo og rytme - og det blev jeg forelsket i.

Kort tid efter, at jeg var begyndt at udvide min horisont, giftede min far sig med en dame, som havde en lillebror, der faktisk hørte Hands-Up genren. Han lavede en masse CD’er til mig, med rigtig meget fedt Hands-Up musik. Jeg lagde det over på min Mp3 afspiller og mine klassekammerater i folkeskolen begyndte allerede at hade mig, fordi de syntes at genren var forfærdelig. Jeg kendte engang en gut, som sendte mig en video til en Jumpstyle-duo inde på Youtube. Dér begyndte jeg selv, at danse Jumpstyle og høre selve genren. Dette var i starten af 2007.

Omkring 8 klasse var jeg sammen med en klassekammerat, hvor vi spillede computer en hel weekend. Han havde fået noget musik fra sin søster og det viste sig, at hun også hørte elektronisk musik. På afspilningslisten kom Neophyte med Army of Hardcore pludselig på, og jeg var straks forelsket. Jeg begyndte at søge over alt på nettet efter Neophyte og jeg fandt en masse musik.

Jeg tog på efterskole i 9. klasse (2007 til 2008) og jeg var faktisk den eneste på skolen der hørte denne slags musik. På det her tidspunkt hørte jeg stadig Hands-Up, Jumpstyle og Early Hardcore. Jeg lærte sågar nogle på efterskolen at danse Jumpstyle, før dansen blev mainstream.

En gammel klassekammerat fra folkeskolen kontaktede mig på et tidspunkt og spurgte om jeg ville med til ”Sønderborg Meet-Up” som var et uofficielt meet-up, hvor folk der kunne shuffle kunne danse mod hinanden. Her blev jeg for alvor introduceret for genren Hardstyle. Jeg havde hørt nogle enkelte numre før det, men det sagde mig ikke rigtigt noget. Men til denne lille begivenhed blev der spillet nogle vildt fede numre, og så var jeg endnu engang solgt.
Igen søgte jeg over alt på nettet efter Hardstyle og det var her at jeg blev en tilhænger af genren. Jeg har fuldt den lige siden og det samme med Hardcore genren. Jeg lagde Hands-Up og Jumpstyle lidt på hylden da det ikke var så fedt som det andet, længere.

Musik har altid haft en stor betydning for mit liv. Jeg har desværre været et mobbeoffer, og musikken var min bedste ven, da den altid fik mig i godt humør. Derfor elsker jeg musikken så højt, og går vildt meget op i det. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke hører Hardstyle, Hardcore eller Jump/Tek. Jeg hører stort set ikke andet end disse genrer, da alt mainstream musik, samt Rock, aldrig rigtig har tiltalt mig på samme måde som de hårde stile.

Musikken har ført mig til en masse dejlige mennesker, som jeg ikke har villet lære at kende ellers. Jeg har deltaget i diverse arrangementer, hvor jeg har mødt en masse folk, som jeg begyndte at snakke med og stadig snakker med i dag.

Min første udenlandske fest jeg var til, var BLACK 2010. Efter BLACK blev jeg bidt af at rejse til Holland og Belgien for at deltage i fester. Min absolut yndlings er helt klart Decibel Outdoor Festival. Jeg har været med til Decibel siden 2010. Decibel har sin charme som ingen andre events, jeg har deltaget i, har haft. Beliggenheden af festen er ude ved en sø, og b2s som er arrangørerne, forstår sig altid på at bygge scenerne så charmen altid er der. De går også højt op i udsmykning af scenerne og i sær lyden! Decibel Outdoor Festival er i hvert fald en fest jeg vil råde alle til at prøve. Den er så ubeskrivelig fed!

Jeg ønsker at sige til alle nye deltagende at I ikke vil fortryde at tage med på en tur med Hardstylers.dk. Der er styr på tingene og hvis du har nogle problemer, så er folk behjælpelige.
Stemningen i bussen er fantastisk og når man får beskeden om at man er 1 time fra festen, begynder adrenalinen for alvor at løbe rundt i kroppen. Festerne er virkelig så ubeskrivelig sindssygt fede, og jeg garanterer for, at det er noget du aldrig vil glemme.