Jessica

Jessica, Rødovre

Musikken har ikke altid været en del af mit liv, men den dag i dag ville jeg ikke være foruden alt det, som den har bidraget til i mit liv. Alene passionen for musikken kan tale for sig selv, men der er langt mere bag hele miljøet end bare musikken og festerne. Især her i Danmark er der et stort og tæt sammenhold imellem os, der besidder en kærlighed for netop denne form for elektronisk musik.


Festerne bidrager selvfølgelig til en stor del af det stærke sammenhold. De mange ture, som Hardstylers arrangerer, samler folk fra hele Danmark, folk man ofte ikke ser, men her har man muligheden for det. Busturene derned er et af de helt store højdepunkter for mange, og ikke mindst mig. Udvekslinger af viden om musikken, generelt snak, og på stortset alle turene formår man at skabe nye venskaber, venskaber som ofte holder utrolig længe. Det kan vi alle bevidne, og vi har altid nogle rigtige hyggelige ture – om man drikker eller ej, så vil man uden tvivl blive underholdt.


Ej at forglemme stemningerne der er tilstedeværende ved de forskellige events. Jeg kan selv huske, at når jeg har trådt ind til et event og set scenen og alle de folk, der er mødt op for at deltage, det frembringer en helt særlig følelse indeni. At man ikke er den eneste, som har denne lidenskab, men at man kan samles i større mængder og alle være en del af at hylde det, som bringer så meget til ens tilværelse.


Særligt festerne i Danmark er noget helt specielt. Man kender stortset alle, og vi er alle medvirkende til, at vi kan få sådanne events op at stå i et land, som ikke har helt samme muligheder som Holland, Belgien m.fl.


Men det bedste af det hele, som musikken har givet mig, er de venner jeg har fået igennem årene. Stortset hele min daglige vennekreds består af mennesker, som jeg har mødt i miljøet. Om det har været på busturene eller de danske fester, så har det været nogle af de stærkeste venskaber. Dét at man har venner, som deler den samme passion i samme grad som én selv - det er ikke altid man oplever det.


Det, som betyder allermest for mig er, at Hardstylers fremover stadigvæk vil kunne fortsætte med at arrangere ture, således at vi kan få lov til at opleve noget af det mest magiske, man kan komme til at opleve: At vores miljø kan få lov at fortsætte og vokse. Det er en utrolig vigtig del af mig selv, og jeg kæmper dagligt for at sprede mine egne oplevelser til andre, og forhåbentlig får flere øjnene op for den fantastiske musik, og ikke mindst det miljø og sammenhold, som eksisterer. Jeg har på egen hånd oplevet, hvor meget det faktisk gør, og det var én af grundene til, at jeg også blev promoter for netop Hardstylers. De gør en stor indsats for miljøet, og jeg vil utrolig gerne være en del af det, da det netop betyder meget for mig.


Musikken og hvad der hører med, har været med til at vende op og ned på mit liv i svære perioder, og det er blevet så væsentlig en del af mit liv, at jeg aldrig vil se mig foruden det. Det kan kun siges på en måde – Når man først er blevet bidt af det, vil det altid forblive en del af dig som person.